Det er ikke let i dag at sige noget nyt i det uformelle, men bestemt gør Cortiana et forsøg, der fortjener overvejelse. Det er hans sjæl, der er ført til forskning med det formål at dybt trænge ind i forskellige årsager til liv og kunst og foreslå et kulturelt maleri, der, hvis det til tider minder om strømme og bevægelser af internationalt omfang, ikke foragter at introducere personlige og nye fortolkninger, der stammer fra fra hans kultur, hvor en kompleks og følelsesmæssig indre verden kan ses, der udfolder sig fri og engagerende.

Et maleri, det af Dino Cortiana, der undertiden hører Rauschenbergs 'kombinere maleri', hvor den intense kromatiske sti er forankret i det uformelle, mens prøverne taget fra virkeligheden løsner sig fra stoffet med en bevidst chokerende effekt.

Kunstneren kender bestemt omskiftelighederne hos de mestre, der klarede den vanskelige overgang fra surrealistisk automatisme til uformel: minder om Pollock, Mirò og Crippa kan gættes i nogle af hans malerier. Han foretrækker store dimensioner, hvor penselstrøg bliver bevis for et instinkt, af en vital impuls, der tvinger ham til at rette på materialet det budskab, der endelig frigør sig fra begrænsninger og starter forskningen mod yderligere undersøgelser.

En ånd derfor hans aldrig tamme. Den drypende gestus og volden i visse bevidst materielle kladder, der fordømmer det forrang, han tildelte gestikelmaleri, mens overfladerne omdannes til et hvirvlende spil af tætte og afgørende penselstrøg med eksplosive dufte.

Selv brugen af ​​materialer, der er fremmed for maleriet, som i 'collagerne', fremhæver i forfatteren en dramatisk komponent, der er i stand til at fremkalde foruroligende visioner, dryppende med blod, der overlapper baggrundssammensætningen, historiens symbol, synes at antage en skæbne for menneskeheden uundgåeligt orienteret mod katastrofe.

Ligeledes, når han har til hensigt at genoptage spatialismens diskurs, indsætter han derefter dissonante elementer: hvis bevægelsens konceptuelle kerne i en vis forstand er at overvinde kaos, i Cortiana er vi vidne til det nøjagtige modsatte; hvad han manifesterer er frem for alt menneskets manglende evne til at bevæge sig mod en fremtid præget af ordnede og rationelle værdier.

</s> </s> </s> </s> </s> </s> </s> </s> </s> </s> </s> </s>

Gianni Barachetti

2002